Denne bog præsenterer tre visuelle værktøjer, der kan styrke arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan, som trådte i kraft i juli 2018. Gennem de visuelle modeller understøttes det pædagogiske personale i at udvikle gode læringsmiljøer, der har fokus på sammenhængen i de seks læreplanstemaer, og på at opbygge en systematisk refleksions- og evalueringskultur.
Bogens centrale værktøjer er:
- Læreplanstræet - rammen om tilrettelæggelsen af læringsmiljøer og pædagogiske aktiviteter
- Refleksionsbladet - dialogprocessen til faglig refleksion
- Pædagogisk Portfolio - fundamentet for udviklingen af en systematisk evalueringskultur
Bogen indeholder desuden et appendiks med læreplanstemaernes mål og indhold med inspirationsfortællinger fra pædagogisk praksis.
Den røde tråd i arbejdet med bogens metoder og værktøjer er strukturerede faglige dialoger, der bidrager til arbejdsglæde, trivsel og sammenhængskraft i praksis. Derved sættes der fælles retning for det pædagogiske arbejde med legen, hverdagens rutiner og de pædagogisk tilrettelagte aktiviteter til gavn for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Læreplanstræet giver god mening og taler fint sammen med hensigten i Den styrkede læreplan, nemlig at læreplanerne skal være et konkret og levende dokument, der hele tiden er i udvikling i takt med, at den pædagogiske refleksions- og evalueringskultur forankres. De to forfattere bygger deres metode på et afsæt i teori om meningsskabelse, social kapital og narrativer, hvor man kaster lys på det, der virker, og hvor målet er at åbne for flest mulige perspektiver og handlemuligheder.
Med børnene "klatrer" vi i læreplanstræets grene og spørger, hvilke aktiviteter fx efteråret giver idéer til. Læreplanstræet er et berigende værktøj, der hjælper os til at følge børnenes spor.
Ved at invitere det enkelte barns forældre med ind i Refleksionsbladet får vi et bredere perspektiv at reflektere ud fra og vi får skabt mening sammen og får et link direkte til hjemmelæringsmiljøet
Refleksionsbladet giver mulighed for at være nysgerrig på hinandens praksis og sammen udvikle praksis på en god måde fra uge til uge.