Overlevelsesguide for nye lærere
Lærerjobbet er et drømmejob for mange nyuddannede lærere, og de glæder sig til at starte i skolen, når de er færdige med deres uddannelse. Men i de første år som ny lærer oplever mange også, at det kan være en udfordring at finde sine ben i jobbet.
Formålet med denne bog er at hjælpe nye lærere godt ind i skolens verden, så de nemmere finder sig til rette i lærerprofessionen. Bogen behandler en række typiske udfordringer, som nye lærere ofte oplever, og giver gode råd og tips til, hvordan man kan håndtere og arbejde med disse udfordringer. Bogen kan bl.a. bruges i forbindelse med overvejelser over spørgsmål som:
- hvordan man bevarer motivationen i jobbet
- hvordan man klarer de mange nye og ofte svære opgaver
- hvordan man håndterer forældresamarbejdet
- hvordan man arbejder med inklusionsudfordringer
- hvordan man får mest muligt ud af samarbejdet med kollegerne.
Bogen henvender sig først og fremmest til nye lærere, men ledere, undervisere, kollegaer og mentorer i skoler, på professionshøjskoler og i andre uddannelsesmæssige sammenhænge kan også have glæde af at læse med.
”En rigtig god og velskrevet bog, der er særdeles relevant. Bogen som helhed giver en god indføring i det udfordrende ved at begynde som ny lærer - bl.a. gennem cases, interviews og observationer.”
Artikel i Folkeskolen:
Ny 'overlevelsesguide' vil hjælpe nye lærere igennem det første år
Det kan lyde meget voldsomt at snakke om, at nye lærere har brug for en decideret overlevelsesguide for at kunne holde til det job, de lige har brugt fire år på studiet til at forberede sig på.
Ikke desto mindre står tre forskere på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) bag netop sådan en bog, der lige er kommet på hylderne.
Igennem bogen kan man læse udsnit af oplevelser fra både nye og erfarne lærere om, hvordan de har oplevet deres første tid som lærer, og forfatterne har også indsamlet erfaringer fra lærere, der har fortalt faget.
Læs hele artiklen her.
Kari Kragh Blume Dahl er ph.d. med en baggrund som psykolog og ansat som lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Forsker i læreruddannelse, skole, de professionelle og forholdet imellem professionel person og organisation ud fra en teoriintegreret tilgang, der bl.a. trækker på kulturanalyse, socialkonstruktivisme, kritisk psykologi og professionslitteratur.
Per Fibæk Laursen er professor emeritus ved DPU, Aarhus Universitet. Har især forsket i folkeskole, læreruddannelse og didaktik og har udgivet en lang række bøger om disse emner.
Bent B. Andresen er ph.d. og ansat som lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Arbejder med og skriver om menneskets læring i forskellige faser af livet og under forskellige vilkår, bl.a. i skoler, pædagogisk udvikling, læreres professionelle udvikling og praksis samt forsknings- og evalueringsmetoder.