Voksnes tanker, ord og handlinger har afgørende betydning for barnets plads i fællesskabet

Men i dag når drengen at sagtne farten. I stedet for at kaste sig ind i kampen, knæler han ned på madrassen, og en pige begynder at kilde ham.

 

Forskellen på succes og fiasko er et enkelt blik mellem drengen og den pædagog, der er gået med i pude­rummet. De to har nemlig aftalt, at hendes ansigtsudtryk skal guide ham til, om han er for meget, for lidt eller helt tilpas i sin adfærd.

 

— Ansigtsudtryk som signal er så subtilt, at de færreste opdager det, og det er hele pointen, siger Sigrid Borup Bojesen, der er selvstændig udviklings­konsulent og vejleder fagpersoner og familier til børn med sygdom og diagnoser.

 

Hun arbejder med at udvikle empati og sociale kompetencer i fællesskaber, hvor et barn er særlig udsat på grund af sine fysiske, psykiske eller sociale udfordringer.

 

Det handler ifølge Sigrid Bojesen om at spotte det udsatte barns behov og rammesætter handlinger, der hjælper barnet på vej og viser dets ressourcer.

 

— Eminent pædagogik er når vi som professionelle voksne evner at nuancerer omgivelsernes syn på et barn, der har det svært. Oplevelsen af at kunne være med i et fællesskab forudsætter, at børn og børn imellem også får mulighed for at se hinandens ressourcer. Det kræver, at voksne sætter konkret ind på en måde, hvor man ikke udstiller barnet, men i stedet gør dets ressourcer synlige, og gør det uden at vise tegn på særbehandling, siger Sigrid Bojesen.

 

Sæt ind mellem individ og relationer

Det var, da hendes egen søn fik diabetes, at Sigrid Borup Bojesen som mor med en pædagogisk baggrund første gang opdagede, at der også vokser psykiske og sociale følge­virkninger ud af en barndom med fysisk sygdom og diagnoser.

 

Den erfaring brugte hun senere som projektkonsulent i en institution med børn med alvorlige fysiske sygdomme, hvor det blev tydeligt for Sigrid Borup Bojesen, at lange hospitalsophold afsondrer et barn fra at være sammen med jævnaldrende, så det går glip af vigtige børnefællesskaber.

 

— Sygdomme og diagnoser er tydelige markører på, at et barn er anderledes, og der kan let ske det, at voksne agerer ud fra, at barnet ikke kan det samme som andre. Det reducerer barnet og kommer til at udstille en ’mangeltilstand’, som vil manifestere sig i børnefællesskabet, fordi andre børn dermed lærer, at det udsatte barn er anderledes. Så forstærkes den udsatte position, siger Sigrid Borup Bojesen.

 

— Samtalen hjælper os med at få en viden om barnet og om familien. Vi er som fagprofessionelle eksperter i at observere barnet her i daginstitutionen. Men vi har ikke et fuldkomment billede af barnet, for vi aner ikke, hvordan barnet agerer derhjemme, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Tal fællesskabet op

Et barn kan også være udsat, hvis det for eksempel ikke taler dansk eller kommer fra en familie med begrænset økonomi, der springer morgenmaden over, så barnet allerede fra morgen­stunden er bagud i energi til at lege. Fagpersoner skal derfor ifølge Sigrid Borup Bojesen være opmærksomme på, at de i tanker, ord og handlinger taler barnet og dets bidrag til fællesskabet op og udvider rammerne for, hvordan man er sammen, så alle børn får noget vigtigt at bidrage med.

 

I de senere år har man talt meget om udsatte position­er som noget, der alene opstår i mødet med omgivelserne, men Sigrid Borup Bojesen mener, at nogle børn også bærer på individuelle fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, der forstærkes, hvis ikke der er fokus på at skabe positive muligheder for dem i fællesskabet:

 

— Individuelle udfordringer kan virke begrænsende, og derfor bør udfordringerne håndteres ved, at der professionelt tilrettelægges rammer, så alle børn får en attraktiv position i deres fælles aktiviteter og lege.

Helten, målmanden og fællespausen

I sit arbejde har Sigrid Borup Bojesen mødt flere eksempler på, hvordan man konkret kan arbejde på både at hjælpe det enkelte udsatte barn og fællesskabet. Hun bruger selv især fiktive fortællinger til at udvide opfattelsen af et udsat barn ved at lade en daginstitution digte eventyr, hvor hvert barn får en rolle i fællesskabet ud fra sine styrker.

 

Store børn kan fortælle eller tegne, hvad de selv og kammeraterne er gode til, og for de små børn kan personalet samle observationer og sætte ord på, for eksempel, at ’Øj, der var du rigtig god til at hjælpe’.

 

— Når alle børn får en helterolle, kan man bruge historien aktivt og genfortælle den hyppigt eller lave en fysisk bog, for at hjælpe børn til at udvide deres forståelse af sig selv og hinanden. Det kunne være en dreng med kronisk sygdom, der pludselig er en flyvende superhelt med kappe. Det forærer også andre børn en positiv mulighed for at lege med ham på nye måder. Historien sættes i gang af voksne, men børnene overtager logikken, og på den måde får de voksnes måde at tale med og om børn i udsatte positioner betydning helt ned i børnenes egne fællesskaber.

 

Sigrid Borup Bojesens har også oplevet, at et dagtilbud med en dreng med kraftig astma, der ikke havde luft nok til at spille fodbold med kammeraterne, fandt på, at drengen kunne være målmand eller dommer. Han fik en attraktiv rolle i fodboldspillet, uden at de andre børn oplevede det som et svar på hans udfordringer, og på den måde fik han lov at fremstå som "almindelig".

 

Et andet eksempel er et dagtilbud, der indlagde mange pauser på alle deres ture, fordi en pige med hjerteproblemer ikke kunne gå særlig langt og var ked af som den eneste at skulle sidde i en vogn. Ønsket om at være som de andre går igen hos mange børn i udsatte positioner.

 

— Det er eksempler på, at voksne tager ansvar for både fællesskabet og det enkelte barn. De lærer børnene, at man godt kan være forskellige og lige på samme tid, og det synes jeg er ret flot, siger Sigrid Borup Bojesen.

 

Små skridt med stor effekt

En vigtig nøgle til at udligne udsathed er ifølge Sigrid Borup Bojesen, når fagpersoner følger i sporet på børns behov og interesser. Hun nævner endnu engang drengen i puderummet, der gerne vil være med i kildekampen, og hvor en voksen hjælper ham med at justere sin adfærd gennem kropssprog og blikke.

 

— Der er jo rigtig meget "mærken efter" i det her – og en føling med, hvornår og hvordan man præcis sætter ind. Det kræver ikke nødvendigvis særlige pædagogiske metoder eller koncepter at arbejde med udsathed. Vi kan have en tendens til at tale om inkluderende læringsmiljøer som noget abstrakt, men det er i virkeligheden ret konkret. Ofte er der tale om små, forfinede mekanismer, som fx den pædagog, der med sit kropssprog guider drengen til at kunne deltage i fællesskabet i puderummet. Det handler om godt kendskab til barnet, kropsligt at kunne forholde sig til hvordan barnet har det, og herefter afstemme sin hjælp helt konkret.

 

Sigrid Borup Bojesen erkender, at det selvfølgelig kræver ressourcer og normeringer at kunne støtte et udsat barn konkret, men hun mener, at den ekstra indsats er givet godt ud for alle børn.

 

— Viden er ikke i sig selv nok, for man skal også have hænder til at gøre noget med sin viden. Men min erfaring er, at når man har et reflekteret fokus på nogle få, bliver det pædagogiske arbejde bedre for alle, fordi man ganske enkelt gennemtænker sine aktiviteter og handlinger godt. Så når man hjælper nogle børn, der er udsatte i børnefællesskabet, vil det ofte komme hele børnefællesskabet til gode, afslutter Sigrid Borup Bojesen.

Se relevante titler