Ny antologi: Udsathed bor ikke i børnene

Kræver nye fortællinger

I stedet for at forsøge at ændre på det barn, der opfattes som udsat, skal der i stedet justeres på det miljø, som barnet bliver udsat i. I daginstitutionsregi betyder det, at man ikke alene kigger på det udfordrede børneliv, men også det udfordrende arbejdsliv. At man ikke alene kigger på, at et barn leger anderledes, men også kigger på de voksnes forventninger til børns leg. At man som i Naomis tilfælde ikke bare opfatter hende som tavs, men også husker sig selv på som pædagog, at alle børn har et sprog.

 

— Det er eksempler på, hvorfor skelnen mellem udsatte børn og udsatte miljøer er så vigtig. Udsathed bliver meget ofte diskuteret i forhold til barnet, familien og boligområdet. Som et problem, der bor dér.

 

— Vi vil gerne vise, at udsathed også er noget, der opstår og foregår i samspil med de miljøer, børnene færdes i. Så vi kan begynde at arbejde pædagogisk med at forstå børns vanskeligheder og udsathedsproblematikker på en anden måde”, forklarer Crisstina Munck.

 

For gør man ikke det, risikerer man som pædagog at producere et uhensigtsmæssigt mangelsyn, som netop gør børnene udsatte.

 

— Vi vil gerne prikke til, at ’barnet ikke har et sprog’. At ’forældrene ikke er samarbejdsvillige’. At ’barnet ikke leger’. Der kan opstå mange stereotype fortællinger i praksis, som vi skal væk fra, så vi i stedet kan få øje på ressourcerne. Børn – og deres forældre – bliver også til det, de bliver mødt af”, pointerer Johanne Vinter Kirkeby.

 

Mangelsyn i en presset hverdag

Crisstina Munck og Johanne Vinter Kirkeby understreger, at ærindet ikke er at skælde ud på den pædagogiske praksis i institutionerne. For når udsathed nemt kan blive et stempel, man sætter på børnene og ikke på den måde, man møder dem på, er der mange rigtig gode grunde til det.

 

— Vi kan godt forstå, hvorfor pædagogerne kommer til at handle, som de gør, ude på rød stue. Der er nogle strukturelle, arbejdsmæssige og politiske årsager til, at man får et bestemt børnesyn. At der eksempelvis bliver fokus på sproget, og at nogle børns deltagelse vurderes at være ’forkert’. Det handler om vanskelige betingelser for at gøre et godt pædagogisk arbejde. Derfor er vi solidariske, samtidig med at vi viser, at der også er alternative måder at tænke på i det daglige, som er mere opbyggelige, siger Crisstina Munck.

 

— Det er et perspektivskifte, vi gerne vil inspirere til. Hvor vi lytter endnu mere til børnene og til forældrene, sætter os endnu mere ind i deres perspektiver”, supplerer Johanne Vinter Kirkeby.

 

Formålet med perspektivskiftet er at udvikle mere relevante praksisser. Men: De to redaktører af den nye antologi lover ikke, at det er en nemmere måde at arbejde på.

 

— Nej, det bliver ikke lettere. Det er supersvært at arbejde med børns perspektiver, og det er svært at lytte til forældrene. I en travl pædagogisk hverdag, medgiver Crisstina Munck.

 

— Det tager lang tid at ændre kulturen i en presset hverdag. Men vi ved fra forskning, at det skaber flere succeshistorier og mindre afmægtighed i arbejdet med børnene og forældrene. Det giver noget, forsikrer Johanne Vinter Kirkeby.

EKSEMPEL: Er Naomi udsat – eller er miljøet?

Scene: Naomi på to år har været i vuggestuen én dag på en måned. Mor vil hellere have hende hjemme. Men både pædagog og sundhedsplejerske mener, det er bedre for Naomi at være i vuggestue. Hun har fået lov at sidde med iPad og fjernsyn derhjemme, da forældrene har fået et andet barn for tre måneder siden. Naomi er meget tavs. Hun svarer aldrig pædagogerne og taler ikke, når der er fælles aktiviteter. Pædagogerne vil derfor arbejde med at stimulere Naomis sprog med sanglege og dialogisk læsning. Men heller ikke her svarer Naomi. Derfor bliver læseseancen hurtigt afsluttet. Naomi bliver dog siddende og ruller med en bil, mens hun nynner en stille melodi og begynder at synge sagte. Hov, hvad synger du?, spørger pædagogen. Naomi bliver igen tavs.

 

Problem: Pædagogernes løsning på vanskelighederne i Naomis liv bliver sprogstimulering. Indsatsen rettes mod hendes manglende sprog. Der er altså tale om en individualiseret problemforståelse rettet mod Naomi. Daginstitutionen og pædagogernes indflydelse på Naomis deltagelsesbetingelser og hendes hverdagsliv overses og underkendes.

 

Perspektiv: Ved at skifte perspektiv fra barnet til miljøet kan pædagogerne med fordel rette deres opmærksomhed mod Naomis deltagelse i børnefællesskaberne i stedet for hendes sprog.

 

Refleksion: Diskuter, hvilke børn og familier I genkender som værende i udsatte positioner. Hvad gør I konkret for at skabe bedre betingelser i hverdagen for dem?

 

Kilde: Antologien Udsatte børn eller udsatte miljøer? Udgivet hos Dafolo.

Se relevante titler