Fire hurtige spørgsmål til pædagogen og forælderen
Uddannet pædagog i 1993, leder af Børnehaven Tumlelunden i Viborg.
Hvad er forældresamarbejde for dig?
Forældresamarbejde for mig er det aller, aller vigtigste. Det første møde mellem forældre og pædagoger er der, hvor tilliden opbygges, så forældrene føler sig trygge ved at aflevere, det dyrebareste de har, imens de passer deres arbejde. Forældre er altid det primære i børns liv, og vi er et supplement, så derfor er tillid vigtigt for, at barnet også føler sig tryg.
Hvordan støtter I op om forældresamarbejdet?
Hos os starter forældresamarbejdet allerede inden barnet starter, hvor forældrene kommer på besøg til en rundvisning. Her fortæller jeg om huset, og vi taler med nogle af pædagogerne, så forældrene får lov til at mærke stemningen. Det daglige forældresamarbejde består i, at pædagogerne hver morgen møder forældre og børn ved navn. Vi har en tilgang, der hedder: ”Kom, lad os udvikle os sammen” – denne gælder for forældre og børn såvel som pædagogerne. Institutionen er også forældrenes sted. De skal mødes med tillid, tryghed og anerkendelse, fordi det smitter af på børnene og skaber de bedste rammer for dem.
Hvad gør I for at styrke forældresamarbejdet?
Udover årlige formelle samtaler har vi indført det, vi kalder ”Kaffesnakke” for at gøre forældresamarbejdet mere uformelt. Mange familier møder bump på vejen, og derfor er det vigtigt for os, at forældrene bliver mødt af pædagoger, de kan tale med om svære ting og søge hjælp og sparring hos.
Hvad synes du, er det sværeste ved forældresamarbejde?
Det sværeste ved forældresamarbejde er at se, når forældre bokser med nogle ting på livets vej og ikke ønsker at få hjælp. Og hvor man kan se, at det påvirker barnets trivsel og udvikling.
Uddannet pædagog i 2009, arbejder i udflytterbørnehaven Røde Rose II, som hver dag kører ud til Lerbakkehus, en halv times kørsel fra Nørrebro.
Hvad er forældresamarbejde for dig?
Det er, når vi som fagpersonale byder forældrene op til et samarbejde omkring deres barn, og hvor vi udveksler viden om barnet og lytter til hinanden.
Hvorfor er det vigtigt at have en tillidsfuld relation, jer og forældrene imellem?
Pædagogarbejde er relationsarbejde. Hvert enkelt barn er unikt, og derfor er en tillidsfuld relation med barnets forældre rigtig vigtig for netop at lære om barnets styrker og udfordringer. På den måde kan vi handle på det sammen og sikre trivsel, dannelse og læring for det enkelte barn.
Hvordan starter I samarbejdet op med nye forældre, der kommer til?
Nye forældre tager med til udflytteren de første dage for at indkøre barnet. Og så har vi en ordning, vi kalder hest og føl, som også involverer forældrene. Det vil sige; et stort barn har et mindre nyt barn som føl, og det store barns forældre, har det mindre nye barns forældre som føl. Det er derfor også en opgave for forældrene at tage imod nye forældre.
Hvornår har du sidst gjort en forælder glad ved at fortælle om deres barn?
Jeg sad forleden i bussen med et nyt barn, der var lidt ked af det. Foran sidder et større barn, som rækker sin hånd bagud mellem sæderne og tager det nye barn i hånden. Da vi kommer tilbage, fortæller jeg det store barns mor om episoden – at hendes barn har udvist stor empati og er god til at tage imod de nye børn. Det gjorde hende helt vildt glad. Derhjemme havde de talt om, hvordan man tager godt imod nye børn, så her kommer forældresamarbejdet virkelig i spil.
Mor til Ella på 3 år, der går i børnehave og tvillingerne Agnes og Wilma på 6 måneder.
Hvad betyder et godt samarbejde med pædagogerne for dig?
Det er altafgørende for, at jeg vil aflevere mit barn. Jeg skal føle mig tryg ved at overdrage min datter til andre – særligt når hun er så lille og ikke selv kan udtrykke sine behov.
Hvad gør du for, at I har et godt samarbejde?
Jeg fortæller om, hvad der sker derhjemme. Det kan være, at vi er kommet sent hjem fra Jylland, så hun er mere træt, eller om andre ting, der kan påvirke hende. Derudover spørger jeg ind både til Ellas dag, men også hvis der er noget, der undrer mig eller jeg er i tvivl om. På den måde får jeg bedre mulighed for at støtte op om Ellas dag i børnehaven.
Har du kontakt med børnehaven i løbet af dagen?
I vuggestuen brugte de en app, hvor vi kunne læse, hvornår Ella sov, og hvor vi også kunne skrive, når hun var syg. I starten lagde de også billeder op hver dag, men nu gør de det kun om fredagen for at give pædagogerne mere tid til børnene i stedet for at opdatere os. I børnehaven bruger de ikke app’en så meget. De lægger lidt billeder op indimellem, og vi skal ringe om morgenen, hvis hun er syg. Men det kan jeg egentlig godt lide, fordi så får man en snak med pædagogen, i stedet for al kommunikationen foregår gennem en app.
Hvordan mærker du på dit barn, at I har et godt forældresamarbejde?
Den del har været særligt udfordrende under coronanedlukningen. Fordi jeg har skullet aflevere og hente Ella ude foran døren, har der været en naturlig begrænsning i min mulighed for at følge med i hendes hverdag på stuen. På samme måde har den daglige small talk med pædagogerne også været begrænset. Men når pædagogerne gennem app’en har været gode til at fortælle om, hvad de har lavet i løbet af dagen, fx fortalt, at de har malet i dag, så kan jeg tale med Ella om det, når vi kommer hjem – og det, kan jeg mærke, påvirker hende på en god måde.
Mor til Aske på 3 år, der går i børnehave.
Hvad betyder det for dit barn, at du og pædagogerne har et godt samarbejde?
Det er vigtigt for mig at have en god kontakt med pædagogerne og at Aske kan mærke en kobling til sin børnehave, når han ikke er der. Derfor taler vi om pædagogerne derhjemme – om den relation, han har til dem. Når han mærker, at jeg er tryg ved pædagogerne, så bliver han også mere tryg.
Hvad gør du for at have godt samarbejde med pædagogerne?
Når jeg afleverer og henter, så går jeg meget op i at have en kort snak med en af pædagogerne for at høre lidt om Askes dag, så vi derhjemme kan tale om, hvad han har lavet i børnehaven. På den måde oplever han en forbindelse mellem hjem og institution, og det synes jeg er vigtigt.
Hvad er det sværeste ved samarbejdet?
Når der nogle gange sker ting i børnehaven, fx hvis der har været en konflikt, som mit barn er involveret i, så vil jeg rigtig gerne have det at vide af pædagogerne. Hvis Aske fortæller mig: ”Jeg begyndte at græde i dag”, så er det rart at være på forkant og kunne tale med ham om det. Men det er selvfølgelig svært for pædagogerne altid at have tid og mulighed for at orientere forældrene om de konflikter, der kan have været.
Har du et eksempel på et samarbejde, du synes er godt?
Lige nu er vi i gang med at øve, at Aske skal af med bleen, og der kan jeg virkelig mærke, at det er afgørende at have et godt samarbejde. De har meget mere erfaring med det, end vi forældre jo faktisk har. De kommer med nogle helt konkrete forslag til, hvad vi kan gøre. Det føles rigtig rart at kunne læne sig lidt op ad nogle med erfaring, der også støtter Aske og er ekstra opmærksomme på det i hans dagligdag. Det giver en stor ro, at vi ved, at i de timer, han er i institution, der har de voksne øje og fokus på det, der er en opgave for ham at lære lige nu. Så her mærker man virkelig samarbejdet, og det er rigtig dejligt.