Vi bruger rigtig meget tid på at tale med forældrene

— Noget af det, jeg har stort fokus på, og som jeg synes, vi er lykkes med her i Fuglereden, er at skabe relationer til forældrene. Vi bruger rigtig meget tid på at samtale med forældrene, og det gør, at vi tidligt får taget fat om de bekymringer, vi kan have omkring et barn, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Før hun kom til Fuglereden arbejdede Tine Engelbrekt Nielsen med ledelse af daginstitutioner med udsatte børn.

 

— Her fik jeg stor erfaring med at samtale. Både med forældre og med tværfaglige, der var inde over, når vi havde det, man kan kalde den svære samtale. Meget af den erfaring trækker jeg på i dag i forhold til, hvordan jeg kan italesætte et barn og hvordan jeg kan invitere forældre ind i et samarbejde, fortæller Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Og det er erfaringer og viden, som både hun og hendes personale trækker på hver dag i Fuglereden, hvor åbenhed og kommunikation med forældrene er blevet en naturlig del af pædagogernes hverdag.

 

—Lige meget hvor bekymret vi er for et barn, er vores udgangspunkt altid, at det aldrig er barnet, der er noget galt med. Det er os som daginstitution og forældre, der må tage ansvar og justere på rammerne, hvis der er et barn, der har det svært. Og allerede dér bliver samtalen nemmere, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

Samarbejde kræver tillid

Den tidlige samtale er med til at åbne op for et tillidsfuldt samarbejde med forældrene. Og det er afgørende for at kunne hjælpe barnet bedst muligt.

 

— Hvis dialogen og samarbejdet med forældrene skallykkes, kræver det, at forældrene har tillid til, at vi ikke går og snakker bag deres ryg. Derfor er det vigtigt, at vi deler vores tanker og observationer med forældrene, så snart vi opfanger en anledning til det.

 

Vi kan ikke være bekendt at tale om deres barn, uden at de ved, at vi går og undrer os, siger Tine Engelbrekt Nielsen. Ved at invitere forældrene tidligt ind i dialog, får Tine Engelbrekt Nielsen og pædagogerne i Fuglereden samtidigvigtige informationer om barnet, som de ikke kan undvære.

 

— Samtalen hjælper os med at få en viden om barnet og om familien. Vi er som fagprofessionelle eksperter i at observere barnet her i daginstitutionen. Men vi har ikke et fuldkomment billede af barnet, for vi aner ikke, hvordan barnet agerer derhjemme, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Inddrag forældrene med det samme

I Fuglereden er der 115 børn fordelt på tre vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper. De fleste af børnene kommer fra ressourcestærke hjem. Alligevel er der børn, der har brug for særlig opmærksomhed.

 

Det kan for eksempel være børn, der har svært ved overgange, og som bider og slår de andre eller råber meget højt. Det kan også være børn, der er meget stille og trækker sig fra de andre.

 

— Min erfaring er, at når der er noget ved et barn, der undrer os, så begynder vi at tale om barnet. Det er et tegn på, at noget er på spil. Og her siger jeg altid til mine medarbejdere, at vi skal have forældrene ind med det samme. Ellers risikerer vi, at det udvikler sig til at blive en svær samtale, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

— Alle mennesker er forskellige, og selvfølgelig er børn også forskellige. Så selvom vi befinder os i et ressourcestærkt område, er der også børn her, der agerer på en måde, der gør, at vi bliver nysgerrige på dem, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

I Tine Engelbrekt Nielsen drejebog er første punkt at tage fat i forældrene, så snart et barns adfærd gør, at personalet begynder at tale om det.

 

Forbered jer godt inden samtalen

Den tidlige samtale er dog ikke nok i sig selv. For at samtalen skal blive konstruktiv, er det ifølge Tine Engelbrekt Nielsen vigtigt, at personalet er velforberedte.

 

— Hvis vi skal lykkes med dialogen, før det bliver den svære samtale, skal vi som fagprofessionelle være skarpe på, hvad vi ønsker at formidle til forældrene. I Fuglereden bruger vi meget tid på at sparre med hinanden og forberede samtalen, så vi ved, hvordan vi griber samtalen an, og ved, hvad vi skal have ud af den, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Hun ser forberedelsestiden op til samtalen som et detektivarbejde, hvor hun og pædagogerne bliver skarpe på, hvad det er, de ser hos barnet:

 

— Hvad er fællesnævneren? Og hvad er det, vi gerne vil samtale med forældrene om? Det nytter ikke noget, at vi samtaler med forældrene om alt det, vi har observeret, for det kan de ikke tage ind. Derfor taler vi altid om, hvad vores mål er med den første samtalen, og hvordan vi kan formidle det på en tydelig måde, uden at vi er bedrevidende eller nedgør dem som forældre, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Det hører også med til forberedelsen, at pædagogerne udvælger to konkrete observationer, som siger noget om den overskrift de har for samtalen. Har barnet for eksempel svært med overgange, er det det, som de finder nogle eksempler på. Og ikke alt muligt andet, som de tænker, at barnet også har svært ved.

 

— Vi skal være 100 procent enige om, hvad det er, vi ønsker at invitere forældrene ind i, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

Tag ansvar for dialogen

Sammen med pædagogen fra barnets stue er Tine Engelbrekt Nielsen som leder altid med til en forældresamtale.

 

— Det kan være svært både at styre samtalen og navigere i det, forældrene siger. Derfor er det en fordel at være to, fortæller Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Hvis pædagogen har meget erfaring med forældresamtaler, er vedkommende meget på. Men ellers fungerer samtalen som en slags mesterlærer, hvor det er Tine Engelbrekt Nielsen, der fører ordet:

 

— Jeg indleder mødet ved at sige til forældrene, at vi har brug for at tale med dem, fordi deres viden om barnet er vigtig for os. Og hvis det handler om, at deres barn har det svært med overgange, siger jeg for eksempel, at vi kan se, at overgangene er svære for deres barn. Jeg siger også, at vi har forsøgt at justere rammerne, så overgangene bliver nemmere for barnet, men at det stadig er svært og at vi kan se, at barnet ikke trives i den kontekst, det er i lige nu, fortæller Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Derefter spørger hun forældrene, om det er noget, de også oplever derhjemme.

 

— Hvis de svarer ja, spørger vi dem, hvordan de håndterer det derhjemme, hvilke ord de bruger, og hvordan de tager vare på barnet, når det sker, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Undgå at gå i forsvar

Indimellem oplever Tine Engelbrekt Nielsen, at forældre ikke kan genkende det, vi ser.

 

— Forældrene kan give udtryk for, at det er overraskende for dem, at det er det, vi ser i børnehaven, fordi de selv synes, at de ser noget andet derhjemme, fortæller Tine Engelbrekt Nielsen. Og hun lytter altid, dog uden at give slip på sin egen faglighed.

 

— Nogle gange oplever forældrene ikke de samme problemer med barnet derhjemme, fordi barnet er i en helt anden kontekst. Men som fagprofessionel bliver jeg nødt til at holde fast i det, jeg observerer, når barnet er hos os, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

I stedet siger hun for eksempel til forældrene: ’Hvor er det dejligt at høre, at når I bare er jeres familie derhjemme, så ser I ikke de her ting. Det giver os et billede af, at et lille miljø for jeres barn nok er det, som det har det bedst med. Måske skal vi tænke jeres barn ind i en lidt mindre gruppe, når det er hos os’.

 

Bliv på egen banehalvdel

For Tine Engelbrekt Nielsen handler det om at få et konstruktivt samarbejde i gang.

 

— Derfor er det vigtigt, at vi som pædagoger bliver på egen banehalvdel. Jeg plejer at sige til forældrene, at det er os, der har brug for hjælp, så vi kan justere rammerne omkring barnet. På den måde inviterer vi dem ind i et samarbejde uden at gøre barnet til et problem, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Det kræver dog, at alle i personalegruppen har et fælles børnesyn og en oprigtig forståelse af, at børn gerne vil samarbejde.

 

— Hvis et barn bider eller konstant sparker og slår, er det jo typisk fordi de ikke er blevet forstået. Eller fordi de er i en ramme, de mistrives i. Men nogle gange ser jeg pædagoger blive personligt irriteret på et barn. Og når man har det sådan, kan man nemt blive selvretfærdig og få lyst til at fortælle forældrene alle de ting, som barnet gør galt. Og så går det pludselig hen og bliver en vanskelig samtale, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Hun mener, at det typisk går galt, når der bliver lagt skyld og skam på barnet eller familien:

 

— Sådan en samtale er dømt til at gå galt, for forældre vil forsvare deres barn. Det er svært at modtage kritik af sit barn. Og derfor bliver det meget svært at få noget konstruktivt ud af samtalen.

 

Når en underretning er nødvendig

Indimellem oplever Tine Engelbrekt Nielsen og personalet i Fuglereden, at forældreskabet er så svært, at de bliver nødt til at lave en underretning til kommunen. Og her er det Tine Engelbrekt Nielsen erfaring, at så snart ordene ’underretning’ og ’kommunen’ bliver nævnt, kan forældrene ikke høre, hvad der bliver sagt.

 

— Derfor lægger jeg altid ud med at sige, at grunden til at jeg har inviteret dem ind til samtale, er, at jeg har valgt at lave en underretning til ’Børne- og familieafdelingen’. Og med til fortællingen hører også, at jeg fortæller, at der sidder nogle dygtige og omsorgsfulde socialrådgivere, der, ligesom forældrene, vil det bedste for banet, siger Tine Engelbrekt Nielsen.

 

Når hun og pædagogerne i Fuglereden taler om det på den måde, kan de bevare det gode forældresamarbejde, hvor forældrene lytter i stedet for at gå i sort.

 

— Men igen er det vigtigt, at vi som fagprofessionelle tager lederskabet på os og er ærlige og tydelige. Ligegyldigt hvordan forældrene reagerer, må vi aldrig vakle eller give køb på den bekymring, vi har, siger Tine Engelbrekt Nielsen. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har tænkt på en forældresamtale som svær, fordi det for hende ikke er svært længere.

 

— Der er så mange løsninger der gør, at en forældresamtale aldrig behøver at være den svære samtale, hvis bare man er professionel fra starten og gør det, vi er uddannet til som pædagoger. Nemlig at tage vare på barnet helt fra start, når der er noget, der undrer os, siger Tine Engelbrekt Nielsen.