Få gang i legen.
Lege med lyd og latter

Illustration
Lilian Brøgger
Her får I en håndfuld lege, hvor det er tilladt at sætte lyd på sin begejstring, og hvor der er rigelig plads til, at alle unger kan sprælle med både arme og ben. Legene kan I lege på legepladsen, fodboldbanen, i skoven eller indenfor, hvor der er god plads.
#1 juni 2021
Tema

KINESERTIK

ANTAL DELTAGERE OG ALDER
Fra fem til rigtig, rigtig mange. Det kræver noget motorisk snilde at kunne løbe, mens man holder sig på et bestemt sted på kroppen, så fire-fem år.


REKVISITTER
Ingenting

 

SÅDAN GØR I
Et barn udvælges som fanger. Legen sættes i gang, og det gælder om at ”tikke”/fange så mange som muligt. Når man bliver fanget, skal man holde sig på det sted, man blev ”tikket”, mens man stadig deltager i legen. Bliver man fanget igen, skal man holde på det nye sted med den anden hånd. Fanges man tredje gang, skal man flytte hånden fra det første sted, man blev berørt, til det nye sted. Legen bliver ved, indtil alle har tabt pusten.

LEVENDE VENDESPIL

ANTAL DELTAGERE OG ALDER
Alle dem, der har lyst, men hvis det skal være rigtig sjovt, skal der mindst være 18-20 med. Fra fire år og opefter.


REKVISITTER
Ingenting

 

SÅDAN GØR I
Hvis I kender vendespil eller memory med vendebilleder, så kan I allerede reglerne til denne leg. Her er det bare levende ”brikker”, som skal vendes, parres og laves stik af. To børn udvælges til at være ”vendere”. Venderne sendes væk og skal stå med lukkede ører og øjne, mens den resterende flok finder sammen to og to. De skal nu finde på en bevægelse, som er deres. Det kan være at vinke med begge hænder, hoppe tre gange, lave andevrik, slå en kolbøtte, lægge sig ned og rejse sig igen, pege på sin næse eller måske noget helt andet. Når alle ”stikkene” har fundet en bevægelse, skal det lige tjekkes, hvilke bevægelser de har valgt, så man ikke risikerer, at to par har valgt det samme. Når man har sikret sig, at alle par har hver deres særegne bevægelse, blandes de levende brikker mellem hinanden.

 

De to vendere kaldes til. Den med fx den længste tunge, det korteste navn, det mørkeste hår, de fleste ar eller sår på knæene må starte. Når en brik forsigtigt bliver duttet på hovedet, må den vise sin bevægelse. Nu gælder det for venderne om at finde et stik. Hvis de to brikker, man vendte om, ikke passede sammen, er det den anden venders tur. Legen fortsætter, til alle brikkerne er vendt. Vinderen er selvfølgelig den med de fleste stik.

 

BONDEMANDENS GULERØDDER

ANTAL DELTAGERE OG ALDER
Fra otte til mange. Legen passer bedst til børn fra femårsalderen og op, da den kan blive dejligt vild, og der skal bruges mange kræfter.

 

REKVISITTER
Stærke børn og et glat gulv

SÅDAN GØR I
Børnene lægger sig på maven på gulvet i en rundkreds. Alle laver armkrog med hinanden. De liggende børn er gulerødder, som endnu er placeret solidt i mulden. Et barn eller to børn udnævnes til at være bondemænd. Bondemændene skal forsøge at trække gulerødderne op af jorden. De må kun trække i anklerne. Når en gulerod er trukket op eller mister taget på en eller begge sidegulerodskammesjukker, bliver de selv til bondemænd, der skal hjælpe med at trække alle de andre gulerødder op af jorden. Legen slutter, når alle gulerødderne er høstet.


Hvis der stadig er kræfter til mere gulerodshøst, så lad bondemanden så en omgang gulerødder mere ved at klappe de liggende børn fem gange blidt på ryggen, mens de ligger i rundkredsen. Efter at have talt til 10 er de vokset nok til, at de kan høstes igen.

 

DEN LILLE RULLEPØLSE

ANTAL DELTAGERE OG ALDER
Minimum én voksen, men gerne flere trillesyge børn. Legen kan nydes af børn og voksne i alle aldre.

 

REKVISITTER
Et liggeunderlag eller et tæppe og et blødt underlag, fx en gymnastikmåtte, en madras eller en grøn duftende græsplæne.

 

SÅDAN GØR I
En lille lækkerbisken rulles ind i et liggeunderlag eller et tæppe. Sørg for, at hovedet stikker ud i den ene ende af rullepølsen og benene i den anden. Tryk på og massér nu let rullepølsen. Giv dig god tid til at trykke på og massere hele den lille rullepølse. På 1 – 2 – 3 – nu trækker den voksne med et snuptag i den ene ende af liggeunderlaget, og det lille menneske triller rundt og ud på madrassen.

 

 

Legene er fra bogen Bevæg mig – Krop, sanser og bevægelse i børnehøjde af Nanett Borre, Dafolo 2018.

Relaterede artikler
Leg med mindre snak
Leg med mindre snak
Instruktioner, irettesættelser og strømme af ord lukker ofte børns ører og fjerner deres fokus. Musikpædagog Maria Burgård sætter i stedet melodi,...
Børn skal lege for at udvikle hjernen
Børn skal lege for at udvikle hjernen
Leg er en væsentlig betingelse for udvikling af børns hjerner. Derfor er det vigtigt, at leg bliver prioriteret højt både i børnehaven og i skolen,...
Giv børnene god tid til at lege
Giv børnene god tid til at lege.
Og øv dig i selv at lege
For at blive god til at lege, skal man lege meget. Og det kræver, at der er voksne, der tager legen seriøst, siger Helle Marie Skovbjerg, der er Da...